Aftensmad på Bornholm
Vil du ud og inspireres af det bornholmske køkken, orker du ikke at lave aftensmad eller er du rejst til Bornholm udelukkende for smagsoplevelserne? Uanset hvad, er der god grund til at gå på gastronomisk oplevelse på øen.
Spørger du os, burde Bornholm ikke kun være kendt som solskinsøen eller klippeøen, men også madøen. Nye, spændende og kreative restauranter har slået dørene op, mens de veletablerede steder med flere år på bagen fortsætter med at imponere os og vores smagsløg.
Her i vores guide kan du finde gode spisesteder for børnefamilien, den madglade og for dem, der leder efter et godt måltid, der ikke sprænger budgettet.

Gourmetrestauranter på Bornholm
Kadeau, Pedersker
På en idyllisk og skjult plet på den sydlige del af Bornholm, finder du Kadeau omgivet af strand, hav og skov. I en gammel strandpavillon med udsigt over Østersøen kan du gå på oplevelse i det moderne, bornholmsk-nordiske køkken, baseret på lokale råvarer.
Restauranten har sin egen køkkenhave, hvor kokkene finder inspiration og plukker friske ingredienser til menuen. Kokkene er også kendte for at eksperimentere med forskellige tilberedningsmetoder og retter, hvilket altid gør et besøg hos Kadeau til en helt særlig oplevelse.
Maden og oplevelsen hos Kadeau er af så høj kvalitet, at restauranten i 2016 modtog sin første Michelinstjerne, som de har fastholdt lige siden.
Restaurantens lokaler er renoverede og indrettet i lyse, nordiske materialer, og maden serveres bl.a. på bornholmskproduceret keramik. Alt i alt en gennemført og fantastisk oplevelse, som flere rejser langvejs fra for at prøve. Og dét forstår vi virkelig godt!
Adresse: Baunevej 18, Vester Sømarken, 3720 Åkirkeby
