Besøg Bornholms vandfald i foråret
De fleste vandfald på Bornholm er klart bedst at besøge i forårsmånederne. Vinterens smeltede sne og forårets fugtige jord betyder nemlig, at der er mere vand i åerne og vandløbene – og derfor er der også mere gang i vandfaldene. Besøger du vandfaldene på andre tider af året, kan du risikere, at der slet ikke er noget vand i åerne, og så er vandfaldene naturligvis ikke noget nær så spændende.
Vi anbefaler derfor, at du besøger vandfaldene i forårsmånederne, og så kan du samtidigt nyde de smukke skovbunde, der er dækket af friske, grønne ramsløg og smukke forårsblomster.
Døndalen
Døndalen er én af de mange sprækkedale på Bornholm. Og midt den frodige dal falder vandet fra Døndaleåen intet mindre end 20 meter ned, deler sig i flere sektioner på en smuk klippevæg og risler derefter videre ud i åen, som er omringet af en helt fantastisk skov. Det er et virkelig smukt syn og en nærmest eventyrlig oplevelse.
Går du mod vandfaldet fra parkeringspladsen ved Søndre Strandvej, vil du først gå igennem en parklignende skov med eksotiske træer fra hele verden via en bred grussti. I 1930’erne blev op mod 150 udenlandske træer plantet i Døndalen, men ikke alle har kunne overleve det danske klima. Heldigvis står der stadig en del spændende arter tilbage, som du kan læse mere om på skilte, der er sat op ved træerne. Bevæger du dig længere ind i Døndalen, forbi vandfaldet, er skoven i stedet udlagt som tæt, urørt skov og minder mest af alt om en urskov.
Om foråret er skovbunden i Døndalen dækket til med skønne forårsblomster og velduftende ramsløg. Skovens grønne farver, åens rislen, vandfaldets rumlen og duften af de skønne ramsløg gør et besøg i Døndalen til en helt speciel oplevelse for alle sanser.
Adresse og parkering: Parkér bilen ved Døndalen Vandfald - Parkering, Søndre Strandvej 144A, 3760 Gudhjem. Her er bord/bænkesæt og offentlige toiletter.