Sommerferie på Bornholm
Krystalklart vand, fine sandstrande, varme klipper og lange sommeraftener. Det er noget af det bedste, Bornholm har at byde på om sommeren. Glæd dig til summende havnemiljøer, nyrøgede sild og hjemmelavet is på Danmarks bedste ferieø.
Sommeren er den mest populære tid på året blandt Bornholms gæster. Mange er draget af de mange solskinstimer, de charmerende havnebyer og skønne bademuligheder. I sommermånederne bugner Bornholm med små og store gastronomiske håndværkere med alt fra hyggelige kiosker, der langer øens bedste sandwich over disken, til Michelin-restauranter, der kun har åbent 2-3 måneder om året. Bornholm er med andre ord en dejlig feriedestination for alle og enhver, uanset hvad du foretrækker at bruge din ferie på.