Isfabrikken, Snogebæk
I det lille, hyggelige fiskerleje, Snogebæk, finder du Isfabrikken (tidligere Nettis), hvor disken er fyldt med fyldige flødeis og smagfulde sorbeter. Her kan du både finde de lidt tunge smage som f.eks. Daim, Snickers og Oreo, eller de mere friske som citron, appelsin, rabarber, blåbær og andre frugter og bær.
Hos Isfabrikken er alt is hjemmelavet og frisklavet direkte i butikken og er så vidt muligt baseret på lokale og økologiske ingredienser, der er i sæson. Derfor bliver der også løbende skiftet ud i smagsvarianterne, efterhånden som bær og frugter kommer i sæson på øen. Med andre ord: Der er altid en god grund til at komme igen hos Isfabrikken, for hvem ved, hvilke smagsvarianter der mon gemmer sig i disken næste gang?
Isfabrikken har ikke plads til, at man kan sidde indendørs, men har i stedet en dejlig terrasse med store parasoller og bløde havemøbler, hvor du kan sidde og nyde din is. Når børnene har spist sin is, og de vokse slapper af (måske med en kop friskbrygget baristakaffe?), kan børnene smutte en tur over på legepladsen, som ligger lige på den anden side af vejen. Vi kan også varmt anbefale at tage isen med ned på stranden, som ligger bare to minutters gang fra Isfabrikken.
Adresse: Hovedgade 4, Snogebæk, 3730 Nexø