Vinterbadning på Bornholm

Er du en af de mange, der er blevet bidt af lykkesuset, der strømmer gennem kroppen efter et dyp i det kolde vand? Eller måske er du en garvet vinterbader, der har mange sæsoner på bagen?

Vinterbadning er blevet et kæmpe hit, og mange vinterbadere vil gå gennem is (bogstaveligt talt) for at komme i vandet i vintermånederne. Et dyp i det kolde vand skulle være godt for både krop og sjæl, og mange vinterbadere beskriver følelsen efter en tur i vandet som et boost af energi og lykke.

På Bornholm er vinterbadning også blevet et kæmpe hit, og antallet af medlemmer i øens badeklubber stiger og stiger.

Du behøver ikke være medlem af en badeklub for at hoppe i Østersøens kolde vand, når du er på besøg på Bornholm. Vi har samlet en liste over gode steder til vinterbadning på Bornholm her. Stederne, vi har udvalgt, har alle en eller flere badestiger, så du nemt kan komme ned i og op af vandet.

Husk, badning er på eget ansvar. Læs gerne de gode råd til vinterbadning, vi har samlet til sidst i denne guide, så du får en tryg og sikker vinterbadeoplevelse.

I Hasle Havn finder du Hasle Havnebad, et virkeligt dejligt badested, som også egner sig særdeles godt til vinterbadning.

Havnebadet tager form som en flydende platform og består af flere niveauer med mulighed for udspring. Platformen er også et skønt sted at nyde udsigten over Hasle, havnemiljøet og Østersøen alle tider af året. Måske du vil nyde en varmende kop kaffe efter en tur i vandet? Så er det her det helt perfekte spot.

Den lokale badeklub holder til ved havnebadet, hvor de har et lille hus med egen sauna og egen udgang til vandet via stige. Saunaen er forbeholdt badeklubbens medlemmer, men du må gerne dyppe dig i det kolde vand i havnebadets indre bassiner eller i det dybere vand rundt om platformen.

Hvor?

Havnen 25b, 3790 Hasle

Snogebæk Havn er den østligste havn på Sydbornholm, og byen er blevet et mere og mere populært område for øens turister. Som vinterbader har du rigtig gode forhold på Snogebæk Havn.

For enden af en lang træbro ligger en lille lystbådehavn og et dejligt badested med hele tre badestiger. Her er også flere borde og bænke, hvor du kan sidde og varme dig på en kop kaffe efter dit dyp.

Den lokale bade- og saunaklub har egen sauna på havnen, som er forbeholdt klubbens medlemmer. Men som gæst er du velkommen til at benytte badestigerne ned i den kolde Østersø og mærke suset af vinterbadelykke strømme gennem kroppen.

Hvor?

Hovedgade 1K, 3730 Nexø

Direkte på havnen i Svaneke finder du to gode steder, hvor du kan vinterbade.

På den ene side af havnen ligger den lokale badeklub, som har egen stige ned i vandet. Som besøgende kan du købe dig adgang til klubben (50 DKK for 24 timer), som udover egen badestige også har en udendørsbruser og sauna. Du kan læse mere om, hvordan du køber adgang som gæst til Svaneke Badeklub her.

På den anden side af havnen finder du det offentlige havnebad med flere badestiger og udspringstårn i tre højder. Frit tilgængeligt for alle – både lokale og gæster.

Badeområderne i denne del af havnen er afskærmede for store bølger i forskellig grad. Udspringstårnet og én af badestigerne er omkranset af en ”mur” af sten, som skaber et slags bassin og som holder de store bølger ude. De andre stiger er placeret lidt længere inde i selve havnen, hvilket skaber et roligt vand, som du trygt kan dyppe dig i.

Hvor?

Offentligt havnebad: Gruset 2, 3740 Svaneke

Svaneke Badeklub: Havnebakken 4, 3740 Svaneke

Sandvig havn finder du et rigtigt godt vinterbadested med to badestiger og gode badeforhold.

Den ene af de to badestiger er placeret i et indhak i havnen og er derfor mere afskærmet fra bølgerne end den anden badestige. Den anden stige er nemlig placeret lidt længere ude i havet, hvor bølgerne kan være lidt voldsomme alt afhængigt af vind og vejr. Den mere udsatte stige er dog placeret ved nogle store sten, som tager de allerværste bølger.

Den lokale sauna- og vinterbadeforening har fået bygget en sauna, som umiddelbart er forbeholdt foreningens medlemmer og medlemmers gæster. Læs mere om saunaen i Sandvig her.

Fra Sandvig Havn har du en virkelig smuk udsigt over Sandvig strand og det skønne naturområde, Hammerknuden. Kæmpe anbefaling herfra!

Hvor?

Strandpromenaden 20, 3770 Allinge

Nørrekås strand i Rønne er en fin, lille sandstrand med en badebro og en hyggelig udsigt til Rønne lystbådehavn. Ud af de tre strande i og omkring Rønne, er Nørrekås den mindste. Grundet sin centrale placering i Rønne, er stranden især populær blandt de lokale, der har lyst til et dyp i vandet året rundt.

For enden af badebroen er en mindre platform med en god og bred badestige. Her er lidt lavere vanddybde end de andre badesteder på listen.

Badeforholdene er supergode; sandbund og klart vand. Hvis du er ny til vinterbadning, kan Nørrekås være et rigtigt godt sted at starte.

Hvor?

Nørrekås 16, 3700 Rønne

Arnager er et lille fiskerleje, hvor havnen forbindes med kysten via en lang træbro. Faktisk er broen Nordeuropas længste træbro over åbent hav og er knap 200 meter lang. Arnager er derfor et besøg værd, uanset om du leder efter et sted at vinterbade eller ej.

For enden af den lange bro ligger Arnager Havn; en lille havneø med lystbåde og to badestiger.

Badestigerne er placeret to forskellige steder på havneøen. Den ene badestige er lidt mere afskærmet for bølgerne, som kan være lidt voldsomme på denne del af øen. Den anden badestige er mere udsat for bølger, og du skal derfor være ekstra forsigtig, hvis du bruger stigen, når vejret er blæsende og bølgerne er høje.

Midt på broen finder du også en trappe af træ, som går ned i vandet. Broen skærmer for de store bølger, så vandet er lidt mere roligt her.

Hvor?

Slugten 3, 3700 Rønne

 

Book Bornholm logo

Bad med omtanke

Her er et par gode råd til sikker vinterbadning hentet fra TrygFonden Respekt for vand:

  • Bad ikke alene
  • Gå langsomt og forsigtigt på badebroen og badestigen, da de kan være glatte af is og sne. Brug evt. et par badesko
  • Forsøg at få kontrol over din vejrtrækning ved at trække vejret roligt, når du sænker dig ned i vandet
  • Undgå at få hovedet under vand og tag gerne en hue på for at undgå for hurtig afkøling
  • Tag varmt tøj på efter en tur i vandet og drik gerne en varm drik for at varme kroppen op indefra

Inspiration til din ferie på Bornholm

Udforsk den enestående natur omkring Hammerknuden og Dueodde, dyk ned i kultur og historie med et besøg på Hammershus og kanonstillingerne eller smag på lokale råvarer hos nogle af øens mange gode spisesteder. Måske noget helt fjerde? Bornholm er spækket med gode oplevelser for alle - uanset interesse, alder og aktivitetsniveau. 

Vi fortæller de seneste historier fra Bornholm og giver dig tips og guides til din næste ferie.