Der kan være fart over feltet, når hele familien er på ferie. På Bornholm er der masser at give sig til, og de nye ferieminder står i kø. Her har vi samlet nogle af vores favoritsteder på øen - alt fra badesteder og oplevelser til hyggelige spisesteder.
Nogle af oplevelserne er gratis, mens andre kræver entré. Fælles for stederne er, at de er for hele familien, uanset alder.
Børnevenlige badesteder på Bornholm
Der er få ting, der slår en dag på stranden, når man er på ferie med familien. Børnene kan lege i vandkanten, mens de voksne kan nyde solen i ro og mag. Strandbesøg inviterer også til en masse fællesaktiviteter for både børn og voksne.
Bornholm tilbyder mange badesteder, se vores favoritter her.
Dog er det ikke alle stederne, som egner sig lige godt til børn. Nogle steder bliver det hurtigt dybt, mens andre har meget strøm og er præget af bølger fra hurtigfærgen. Derfor har vi her samlet de strande, der egner sig særdeles godt til børnefamilier.
Balka strand, Balka
Balka Strand er en favorit blandt de lokale på Østbornholm, herunder især familier med mindre børn. Sandet er fint og vandet klart. Til de ældre børn og voksne tilbyder Balka også en del vandsportsaktiviteter, bl.a. windsurfing og SUP.
Derfor kan vi lide Balka strand:
-
Nemt at bunde: Vandstanden er lav, og man skal derfor langt ud i vandet, før det bliver dybt. Det kan være en fordel, når børnene leger i vandkanten.
-
Livreddere: Om sommeren er der livreddere på stranden. De vogter over de badende gæster og sikrer sig, at alt forløber roligt ude i vandet.
-
Toiletforhold: Toiletter er nemme at komme til og er placeret ved parkeringen tæt ved Balka.
-
Mad og drikke: Ved parkeringspladsen ligger Weekendhytten, hvor man kan købe en let frokost. Der er også mulighed for at købe is og drikke i den lille strandkiosk, der ofte står ved siden af livreddertårnet.
Hullehavn, Svaneke
Den gamle havn i Svaneke favner bredt og er hyppigt besøgt af børnefamilier, unge mennesker og det ældre publikum. Hullehavn er kendt for sin kombination af klippekyst og sand, og man får derfor det bedste fra begge verdner her.
Derfor kan vi lide Hullehavn:
-
Naturligt afgrænset badeområde: I det gamle havneindløb er der en naturlig afgrænsning, hvor børnene kan bade. Her er der sandbund og lidt tangplanter, som børnene elsker at lege med. Klippeskæren giver den naturlige afskærmning, som forhindrer børnene i at komme videre ud.
-
Mad og drikke: Strandbaren Syd Øst for Paradis sørger for mad og drikke i løbet af dagen. Her kan I få alt fra is, hjemmelavet sandwich og god kaffe. I kan nyde forfriskelserne på barens terrasse eller tage det med ned på strandtæppet.
-
Toiletforhold: Der findes offentlige toiletter bag strandkiosken.
Gratis oplevelser for børn på Bornholm
Er vejret ikke til en tur på stranden, eller skal der ske noget andet end solbadning og strandsjov? Det kan være rart med en afveksling, og der er mange andre ting at tage sig til på Bornholm. Her er nogle af de gratis oplevelser, som børnene uden tvivl vil synes om.
Bisonokser i Almindingen
I 2012 blev syv bisonokser sat ud i et lukket område i Almindingen, som er den femtestørste skov i Danmark. Projektet med bisonerne gik bl.a. ud på at se, om man kunne bevare en truet art, som bisonen er. Bisonoksen har tidligere levet på Bornholm, og derfor var det naturligt, at Bornholm blev valgt som en del af projektet.
Det indhegnede område er offentligt tilgængeligt, og I kan komme dertil ved at følge Bisonstien fra Chr. X Vej. Her er der skiltet til parkering og det indhegnede område, hvor bisonerne går frit.
Vi anbefaler, at I holder jer på de markerede stier, når I går ind på området. Det er ikke garanteret, at I ser bisonerne, men hvis I gør, skal dyrene blot kigges på og ikke fodres.
Rokkestenen, Paradisbakkerne
Der er tre rokkesten på Bornholm, og den største kan I finde i Paradisbakkerne. Stenen vejer omkring 35 tons og kan - som navnet antyder - rokke, hvis man er stærk nok og skubber det helt rigtige sted på stenen. Kan I mon få den til at rokke?
Paradisbakkerne er et stort område, og det kan være svært at finde rundt. I kan derfor med fordel følge stien mod Rokkestenen, som er markeret med skilte.
Forlystelser og børnevenlige aktiviteter på Bornholm
Brændegårdshaven, Svaneke
Brændegårdshaven er den helt store favorit blandt alle børnefamilier og et must, når man har børn med på ferien til Bornholm. Haven er et dejligt sommerland, hvor I kan få sus i maven ved de mange forlystelser, se og klappe dyr i dyreparken og plaske med vand i vandlandet.
Haven er kendt for sine skønne omgivelser med grønne områder, hvor I bl.a. kan ro i robåde, spille minigolf, se trylleshow og prøve svævebanen. I kan medbringe jeres egen mad eller få en bid at spise i havens cafeteria.
Alle forlystelser, adgang til vandland og dyrepark er gratis, når entreen er betalt.
Adresse: Højevejen 4, Svaneke
Bornholms Middelaldercenter, Østerlars
Lige udenfor Østerlars og ikke langt fra Gudhjem finder I Bornholms Middelaldercenter. Stedet er et hit for alle børn. Her kombineres sjov og leg med historie og læren. I får en unik mulighed for at opleve med egne øjne, hvordan den fattige bonde og den rige stormand levede - og overlevede - i gamle dage.
Stedet arrangerer alt fra madlavning til ridderturnering, hvor I kan komme helt tæt på. I kan se, hvordan datidens kunsthåndværker blev til, og børnene kan selv forsøge sig med bueskydning.
Adresse: Stangevej 1, Østerlars
Børnevenlige restauranter på Bornholm
Mad skal der til for at aktivere en familie i løbet af dagen. Bornholm er de sidste år blevet kendt som en gastronomisk højborg. Det betyder ikke, at alt er blevet fint og besværligt. Tværtimod er der masser af muligheder for børnefamilier og endda i en høj kvalitet.
Restaurant Pakhuset, Svaneke
Restaurant Pakhuset i Svaneke har snart eksisteret i en evighed. Maden, stemningen og indretningen tager udgangspunkt i de mindste gæster, og forældrene må altså tilpasse sig. Dermed ikke sagt, at forældrene må nøjes. Frokostkortet byder på et smørrebrødsbord med flere forskellige varianter, lidt for enhver smag. Om aftenen finder I forskellige retter med fisk og kød på menuen. Men særligt desserten virker til at være det, der gør udfaldet for de mindste gæster.
Den store softice tag-selv buffet er noget alle - især børnene - husker. Man kan tage lige så mange gange man vil, det er kun sulten, der sætter begrænsningerne.
Adresse: Brænderigænget 3, Svaneke
Restaurant Texas, Rønne
Restauranten i Rønne er en bøfrestaurant med alt, hvad det indebærer. Stedet serverer primært bøffer i diverse udskæringer, men der er også pizza, sandwich og burgere samt en separat menu til de mindste.
Det er særligt stemningen hos Texas, der gør besøget hyggeligt for børnene. Det er afslappet, nede på jorden og autentisk servering. Man har ikke for travlt til selv de mindste.
Adresse: Store Torvegade 14, Rønne