Hasle - havnemiljø, kunst og skøn natur

Hasle er en af de større byer på Bornholm og ligger blot 11 kilometer nord for Rønne. Byens centrum er havnen, hvor du nemt kan fornemme byens historie med fiskeri som ét af byens tidligere helt store erhverv. I dag er Hasle især kendt for Bornholms Center for Kunsthåndværk, Hasle Røgeri, Hasle Marina med et lækkert havnebad og ikke mindst den fantastiske og varierede natur, der omgiver byen.

Naturen omkring Hasle inviterer til en masse unikke oplevelser. I Lystskoven syd for byen finder du fire søer med de smukke navne; Rubinsø, Safirsø, Pyritsø og Smaragdsø. Søerne er opstået efter kul- og lergravning, og er i dag skønne oaser, hvor du kan bade og slappe af. Lidt uden for byen kan du udforske det unikke, månelignende landskab, Kultippen, som også er et resultat af kulgravning på øen.

 

Book Bornholm logo

Spisesteder i Hasle

Hasle Røgeri

I udkanten af den nordlige del af Hasle, helt nede ved vandet og ved siden af campingpladsen, ligger Hasle Røgeri - et af vores yndlingsrøgerier på øen og vores absolutte favorit på vestkysten. 

Hos Hasle Røgeri har de røget fisk i over 100 år, og røgeriet har derfor en stor passion og respekt for det gamle, bornholmske håndværk.

Fra restaurantens store fiskebuffet kan du fylde din tallerken med alle dine yndlingsfisk og -skaldyr, og måske endda nogle, du ikke har smagt før. Du kan naturligvis smage den klassiske røgede sild, men også varmrøget laks, makrel, rejer, fiskefrikadeller og meget, meget mere. Du kan også vælge en ret fra menukortet eller købe fisk og andre delikatesser med hjem fra røgeriets butik. 

Røgeriet har åbent fra slutningen af marts til og med slutningen af oktober.

Adresse: Søndre Bæk 20, 3790 Hasle

 

Kabyssen

Kabyssen er en hyggelige café og strandbar, der holder til i ét af de gamle, røde fiskerhuse yderst på molen på Hasle Havn. Caféen ligger med direkte udgang til en dejlig, lille sandstrand med badebro, så her er stemningen altid i top - og især på en varm sommerdag.

Caféen serverer bl.a. store sandwiches og burgere med hjemmelavede boller samt fritter, nuggets, salater og andre lækre sides. Sluk tørsten i milkshakes, drinks og kolde sodavand og øl. Nyd maden og de kolde drinks inde, på stranden eller under parasollerne på terrassen.

Med sin fantastiske beliggenhed er Kabyssen et oplagt sted at slutte dagen af og nyde den smukke solnedgang fra stranden med en drink i hånden. Det kan vi klart anbefale! 

Adresse: Vesthavnsvej 30, 3790 Hasle

Flere spisesteder på Bornholm

 

Book Bornholm logo