En hyggelig handelsby i udvikling

Nexø er med sine ca. 3700 indbyggere Bornholms næststørste by. Byen var tidligere øens centrum for fiskeriet tilbage i 80'erne, da erhvervsfiskeri var stort. I dag er Nexø ved at finde sig selv igen, og byen har med årene udviklet sig til at blive en hyggelig handelsby med mange muligheder. Ikke kun for turister om sommeren, men for besøgende, beboere og erhvervsdrivende året rundt. 

Når du besøger Nexø, vil du stadig kunne fornemme sporene fra den tidligere industrihavn, som især husede fiskefabrikker i gamle dage. Havnen er dog langsomt ved at transformere sig. Enten flytter nye butikker ind i lokalerne, hvor de får rå lokaler med et industrielt look, eller også bliver lokalerne ombygget og tilpasset, så mindre butikker og andre erhvervsdrivende kan flytte ind. 

Et besøg værd året rundt

Med sin egen skole, erhvervsliv og idrætsforening har Nexø et aktivt liv, hvilket gør byen til et attraktivt besøgssted hele året. Du kan dykke ned i Nexø og Bornholms historie på Nexø Museum og De Bornholmske Jernbaner Museum, eller måske udforske byens butikker og værksteder omkring Købmagergade og Torvet samt på havnen. 

Nexø er også et besøg værd, hvis du er på udkig efter et velsmagende måltid i dejlige omgivelser. En af mest anbefalede restauranter, Molen, ligger på Nexø Havn. Læs mere om restauranten længere nede på siden.

I weekenderne op til jul forvandles Nexø Havn til en sand juleby, hvor du er inviteret til Bornholms Julemarked. Her kan du hilse på de mange bornholmske kunsthåndværkere, som udstiller og sælger deres varer i små, pyntede træboder. Duft, smag og nyd et utal af lokalt producerede fødevarer, og køb eventuelt lidt med hjem til at forsøde resten af juletiden med. 

Bornholm byder på mange hyggelige julemarkeder, der skaber ramme for den perfekte julestemning.

Restauranter i Nexø

Nexø Gamle Røgeri

Nexø Gamle Røgeri har et stort sortiment af forskellige røgvarer. Udover de røgede sild og laks, er vi specielt glade for røgeriets makreller. Makrellerne ryges hele, til forskel fra de andre røgerier på øen, som kun ryger fileterne. Helt unikt ryger Nexø Gamle Røgeri også andet end fisk! Ost, pølser, kylling og skinker er noget af det, som ryges og sælges hos røgeriet. 

Du kan både tage dine røgede fisk med hjem til frokostbordet eller nyde en frokost fra røgeriets store menu i stedets glashytte, hvor du har en skøn udsigt over vandet. Om sommeren er det specielt lækkert at sidde ude på den store terrasse, hvor de mindste kan lege på legepladsen ved siden af. 

Adresse: Stenbrudsvej 22, Nexø


Restaurant Molen

For enden af molen på havnen i Nexø kan du glæde dine smagsløg med et besøg på Restaurant Molen. Her kan du spise en dejlig frokost, mens du nyder den fantastiske udsigt over Østersøen. Frokostmenuen varierer fra dag til dag, men du kan ofte vælge mellem kolde og lune retter, smørrebrød og lidt lækkert til dessert. Maden tager udgangspunkt i det bornholmske køkken med lækre, sæsonbestemte råvarer og frisk fisk. Hvad mere kan man ønske sig? 

Restauranten er placeret på første sal, mens underetagen byder på en hyggelig vinbar, hvor du kan slukke tørsten og stille den lille sult. Restauranten er desuden også et besøg værd om aftenen, hvor du kan finde en sæsonbestemt menu, der udskiftes månedligt. 

Adresse: Havnen 6, Nexø


R60

Er du til et mere enkelt - men stadig velsmagende - alternativ, kan du besøge den asiatiske restaurant, R60. R60 holder også til på havnen, og du kan nyde din mad med en rolig udsigt over vandet. 

Hos R60 kan du få lækker, frisk asiatisk mad, hvor du selv kan vælge din proteinkilde i stort set alle retter - uanset om du er til fisk, skaldyr, kød eller vegetar. 

Adresse: Sdr. Hammer 31, Nexø

Sov godt i Nexø

Find og book dit næste ophold i eller nær Nexø.

Du finder de fleste overnatningsmuligheder omkring Nexø, og knap så mange inde i selve byen.

Få kilometer syd for Nexø ligger Balka og Snogebæk, hvor du kan finde mange dejlige steder at tilbringe ferien. Naturen er skøn, og du har strande og skov lige uden for døren. 

Se alle overnatningssteder

Butikker i Nexø

Nexø Herremagasin

Nexø Herremagasin har ligget det samme sted i snart 100 år. I 2019 fik butikken dog ny ejer, som har renoveret butikken og fået nye mærker på hylderne. Dog har han holdt ved én af de vigtigste ting, som gør shoppingoplevelsen hos Nexø Herremagasin unik: Den gode service. 

Som navnet antyder, sælger butikken tøj til mænd - både dem, der har brug for noget til hverdagen eller dem, der har mistet sit slips inden det store bryllup. Der er noget for enhver mand i Nexø Herremagasin, og derfor er vi også ret begejstrede for stedet.

Adresse: Købmagergade 1, Nexø

Achtung

Mens Nexø Herremagasin er til den moderne mand, er Achtung mere henvendt de unge - og de unge sjæle. 

Achtung er en del af Gutemensh, der holder til i Rønne. Med tiden er butikken i Rønne udvidet og har introduceret mere kvindetøj, og her sælger de også de mere klassiske ting.

Achtung formår - meget unikt - at tiltrække tøjmærker og kollektioner, som kun præsenteres i ganske få butikker i Danmark og på europæisk plan. Du kan derfor altid forvente at se det der lille ekstra i den fremadsynede butik på Nexø Havn.

Adresse: Nordre Strandvej 4, Nexø