Sildefest og havnebad i Hasle

Hasle er en af de større byer på Bornholm med omkring 1700 indbyggere. Byen ligger blot 11 kilometer nord for Rønne, og du kan derfor nemt komme til Hasle fra Rønne på ca. 10 minutter i bil eller 30 minutter på cykel. Vi foretrækker at cykle turen fra Rønne til Hasle, da man kan cykle via den smukke cykelvej, der går gennem Nordskoven og videre gennem Sorthat-Muleby. 

Hasle har sin egen lille idrætsforening, som de lokale støtter i både med- og modgang. På trods af sin lille størrelse, har Hasle sin egen skole, hvilket skaber et naturligt liv i byen året rundt. 

Hasle Marina

Hasle har også sin egen havn, som i 2000 blev udbygget. Før var havnen blot en mindre fiskerihavn med lidt industri. I dag kendes havnen som Hasle Marina, hvor der - udover nye sommerhuse, som er bygget tæt ved havnen - også nu er et lækkert havnebad med udspringspost og tilhørende sauna. Det er især populært om sommeren blandt turister, mens de lokale får glæde af det året rundt. 

Går du sydover fra havnen, finder du det område, der er mest livligt i løbet af sommerperioden. I de gamle, røde fiskerhuse yderst på molen kan du finde hyggelige caféer, og området byder også på en beachvolleybane og vildmarksbad. 

Fortsætter du lidt væk fra havnen, kommer du til Hasle Silderøgeri, Nordliv og Hasle Familiecamping. Campingpladsen har en udendørspool, som campingpladsens gæster kan nyde og som andre kan få glæde af - dog mod betaling. 

Sildefest i Hasle

Årets helt store fest i Hasle er Sildefest, som arrangeres af idrætsforeningen og afholdes på Hasle Havn i den anden weekend i juli. Her kan du opleve et mindre tivoli, live musik, fyrværkeri, fest og meget mere. Hvert år er programmet spækket med sjove aktiviteter og underholdning for stort set alle aldersgrupper.

Nogle dage har gratis entré, mens andre kræver betaling - normalt omkring 30 kr. pr person, mens børn under 13 har gratis adgang. 

Læs mere om årets Sildefest i Hasle her.

Restauranter i Hasle

Hasle Røgeri

I udkanten af Hasle, helt nede ved vandet, ligger Hasle Røgeri i et åbent landskab. Det er nemt at komme hertil med både cykel og bil. Området er særdeles børnevenligt med bl.a. en stor legeplads lige ved bygningen. 

Hasle Røgeri er et af de mest velbesøgte røgerier på Bornholm, og bestemt også vores favorit på den bornholmske vestkyst. 

Hos Hasle Røgeri kan du både købe lækre røgvarer og andre delikatesser med hjem fra butikken og nyde et måltid i restauranten. Restauranten byder på en fiskebuffet med masser af fisk, skaldyr og bornholmske specialiteter. Du kan også vælge en ret fra menukortet. Der er lidt for alle hos Hasle Røgeri.

Røgeriet har åbent fra slutningen af marts til og med slutningen af oktober.

Adresse: Søndre Bæk 20, Hasle

Kabyssen

Kabyssen er en hyggelig café og strandbar ved Hasle Havn. Caféen holder til i ét af de gamle, røde fiskerhuse yderst på molen, og stemningen er derfor helt i top - især på en sommerdag.

Hos Kabyssen kan du sætte tænderne i frisksmurte sandwiches, burgere, andre lune retter og en dagens ret til gode priser. 

Har du brug for en dukkert før eller efter maden, men ikke vil en tur i havet, kan du hoppe i Kabyssens vildmarksbad. 

Kabyssen lukker ned i vinterhalvåret og åbner op igen, når den nye sæson starter. 

Adresse: Vesthavnsvej 30, Hasle

Strande og badesteder nær Hasle

Hasle Strand/Lystskoven

Hasle strand er også kendt som Lystskoven og er en flot strand på den bornholmske vestkyst, lige syd for Hasle. Stranden er lang og bred med fint sand. Vil du finde et godt sted at nyde solnedgangen, er Hasle strand et oplagt bud og absolut et besøg værd. 

Her kan du nemt komme til både med bil og cykel. Der er gode parkeringsmuligheder i nærheden både i den sydlige og nordlige ende af stranden. 

Hasle Havnebad

Hasle Havnebad er en forholdsvis ny tilføjelse til Hasle Havn og blev åbnet op for gæster i 2013. 

Havnebadet består af en badeplatform, saunabygning, et 15 meter langt bassin og et børnebassin på 17 m2. Der er med andre ord lidt for enhver badestil - uanset om man er til udspring, lange svømmetag eller har de mindste med på tur. 

Hasle Havnebad er opstået som en del af et projekt mellem bl.a. Realdania og Bornholms Regionkommune, kaldet Mulighedernes Land. Mulighedernes Land har til formål at bidrage til en positiv udvikling i de danske yderområder i forsøget på at styrke rammerne for bosætning og turisme.

Læs mere om Hasle Havnebad og Mulighedernes Land her.

Sov godt i Hasle

Find dit næste ophold i Hasle her. 

Inde i Hasle kan du overnatte på byens eneste hotel, mens du lidt udenfor byen kan finde et skønt vandrerhjem, en campingplads og et par ferieparker. 

Du kan derfor finde et overnatningssted, der passer til lige præcis den måde, du foretrækker at holde ferie på. 

Se alle overnatningssteder