Udforsk Danmarks smukkeste købstad

Svaneke er en smuk by og er endda blevet kåret som Danmarks smukkeste købstad. Byen ligger på den bornholmske østkyst - lige der, hvor kysten 'knækker' sydover mod Nexø. 

Mange betegner Svaneke som en kulturby, da mange kunstnere, musikere og forfatter ofte besøger byen eller bor der fast. Byen har sin egen skole, hvilket skaber liv året rundt. Generelt er Svaneke en initiativrig by og er derfor en af de mest velbesøgte byer på Bornholm. 

Svaneke Torv

Torvet i Svaneke er et naturligt samlingspunk for den lille by med omkring 1100 indbyggere. På torvet er der marked stort set hver lørdag, hvor primært kunsthåndværkere udstiller sine værker. 

Ved og omkring Svaneke Torv er der gode muligheder for at få stillet sulten eller slukket tørsten. Her finder du et bageri, chokoladeri, ismejeri, bolcheri, Søllings Bodega, Svaneke Bryggeri og flere restauranter.

Går du fra torvet og ned mod havnen, kommer du til Glastorvet. Her er ingen biler, hvilket giver en anden ro. Her kan du finde udendørsserveringer i solen og i læ for en eventuel østenvind.

Svaneke Havn

Nede ved havnen kan du opleve byens sidste fisker, som fortsat fisker og sælger fra kajen. Går du til venstre mod Listed i nord, kommer du til et nyt havnebad. Mange lokale kommer her særligt om morgenen. Om sommeren er det primært unge mennesker, der benytter sig af rampen.

Længere henne langs kysten, har byen efterhånden fået et mindre mad-mekka. Her kan du købe fish & chips, is m.m., som kan nydes ved klipperne.

Går du i stedet til højre, når du kommer til havnen, vil du komme til Hullehavn. Hullehavn er en gammel havn, der nu mere benyttes som det foretrukne badested og strand for lokale og turister.

Restauranter i Svaneke

Restaurant Pakhuset

Restaurant Pakhuset i Svaneke har lokaler i et gammelt, rødt pakhus og ligger i hjertet af Svaneke, mellem Svaneke Torv og havnen. Restauranten er særligt kendt for sin familievenlige atmosfære, hvor der plads til både store og små. Menukortet er stort, og der er uden tvivl noget for enhver smag. Her kan du vælge mellem forskellige retter med fisk og kød, og der er en separat børnemenu med de klassiske børneretter såsom fiskefilet, nuggets og frikadeller. 

Især plankebøffen er en klassiker gennem mange år, og særligt børnene sætter stor pris på tag-selv softice- og isbar med flere forskellige toppings og drys. 

Adresse: Brænderigænget 3

Svaneke Bryghus Restaurant

Hos Svaneke Bryghus Restaurant får du god mad og øl i hyggelige omgivelser. En stor del af maden er så vidt muligt lokalt forankret, og her er noget for enhver smag. Menuen er præget af retter med kød og fisk, og til børnene tilbyder restauranten en separat menu med kendte børnefavoritter såsom pasta med kødsovs, fiskefilet og fiskefrikadeller. 

Hvis stemningen og lysten er til det, skal de voksne nyde en af de mange lokale øl til maden. Øllene brygges i den store kobberkedel, og her eksperimenterer restaurantens brygmester med nye bryg, som kun kan smages i restauranten. 

Restauranten er en favorit blandt både turister og lokale. Derfor har stedet også åbent året rundt, og I kan derfor med fordel besøge restauranten, hvis I er på vinter- eller efterårsferie på Bornholm. 

Adresse: Svaneke Torv 5

Silden

Nede på havnen og i forlængelse af den lokale sildefabrik, Christiansøpigens sild, finder du den lille biks, Silden. Hos Silden kan du købe en omgang fish & chips eller en bøtte sild fra Christiansøpigen. 

Silden serverer udelukkende fish & chips, som de derfor er blevet eksperter til at lave. Maden trækker folk til fra hele øen og kan skabe kø en sommerdag.

Nyd dine fish & chips som en stor frokost eller lille aftensmad til udsigten over havnen ved et af Sildens bord-/bænkesæt.

Adresse: Gruset 7

Badesteder ved Svaneke

Hullehavn

Lidt uden for Svaneke og gemt væk bag Svaneke Fyr finder du en lille perle, der hedder Hullehavn. Stedet var ikke oprindeligt en badestrand, men er opstået ved påfylding af sand. I første omgang blev stranden til for at glæde gæsterne på campingpladsen i nærheden, men er siden da blevet benyttet af alle.

For enden af den gamle mole kan du hoppe i – enten fra molen eller fra den vippe, der er sat op om sommeren. De mindste kan bade i vandkanten, hvor der ikke er dybt. 

Sandet er grovere end sandstranden, og havbunden er sten og klipper. Der findes en beachvolleybane på stranden, som du kan benytte dig af, så længe du selv har en bold med.

Bag badestranden ligger strandbaren Syd-Øst for Paradis, som serverer kolde drikke, lette frokostanretninger og is. Bliver du træt af stranden, kan du trække dig tilbage og nyde barens bløde loungemøbler. Om sommeren er der livemusik om aftenen. 

Svanekes hyggeligste hotel

Nyd en skøn ferie på Bornholm med Hotel Siemsens Gaard som base. 

Hotel Siemsens Gaard er en gammel købmandsgård fra 1600-tallet, som siden 1930'erne har fungeret som hotel. Hotellet er beliggende direkte på Svaneke havn og er dermed - i vores optik - ét af de absolut bedst placerede hoteller på Bornholm.

Stedet emmer af historie og vaskeægte feriestemning. Her kan du spise en dejlig middag på hotellets restaurant, mens du nyder den fantastiske udsigt over Østersøen og følger med i aktiviteterne på Svaneke Havn.

Se flere overnatningssteder