Status på 2023

2023 markerer vores andet år som Book Bornholm. Vi har haft nogle høje ambitioner for os selv og for året, som skulle indikere, hvorvidt vores produkt var noget, markedet efterspurgte. Og det har vist sig at være tilfældet!

Ambitionerne har ikke været mulige at nå uden vores samarbejdspartnere. Som leverandører og bidragsydere har I produkter eller services, som passer til Book Bornholm og den fortælling, vi kan lide at give om Bornholm. Så tak for det!

De kvantitative data fra 2023 indikerer, at Bornholm fortsætter med at vokse rent turismemæssigt. Det synes vi jo som udgangspunkt er positivt, men det handler som så meget andet også om, hvordan det vokser.

Det vi bider mærke i, når vi besøger vores partnere, men også når vi får tilbagemeldinger fra vores gæster, er, hvor godt tingene ser ud på øen. Det giver os en indikation af, at den øgede vækst i turismen generer flere penge, som bliver geninvesteret i bygninger, produkter og services. Det er netop den positive udviklingsspiral, vi synes er fantastisk at støtte op om.

Vi tror på, at det er muligt at etablere en lokal, kommerciel platform, hvor såvel turister som aktører kan mødes for at inspirere til at sælge/købe Bornholm. Uanset om det er en sommerferie, et weekendophold eller en billet til Kulturugen. Og det er lige netop dét, vi er godt i gang med, med Book Bornholm.

 

Book Bornholm logo

 

Et par observationer om vores gæster

Der er intet i vores krystalkugle som indikerer, at det skal gå den anden vej for turismen på Bornholm lige foreløbig.

Det er derimod vores opfattelse, at folks rejselyst er tilbage for fuldt flor. Selvom danskerne nu igen kan rejse langt væk, vælger de stadig at holde ferie på Bornholm. Og på trods af skrantende kronekurser, ser vi fortsat svenskere og nordmænd rejse til øen.

Vores vurdering er, at det er et mere købestærkt publikum, der rejser ned fra vores to skandinaviske naboer. Så selvom der er færre svenskere og nordmænd på øen, end der førhen har været, har de hver især flere penge med per turist.

Vi får også de første indikationer på klimaturister, på godt og ondt: Folk fra Sydeuropa tager til Skandinavien for at slippe væk fra varmen i deres hjemlande for en tid. Her skal Bornholm være klar til at tage imod dem, bl.a. med en stærk færgeforbindelse fra Tyskland. Men vi skal også sørge for, at vi kommer med på de internationale rejsebureauers programmer, når de sender gæster til Skandinavien på rundrejse.

Nøgletal for Book Bornholm 2023

Her har vi samlet en række af de mest væsentlige nøgletal fra Book Bornholm i 2023. 
Vi har skrevet en uddybende tekst til nogle af tallene og sammenlignet med tal fra samme periode i 2022 under grafikken.

Status for Book Bornholm 2023

 

180.000 besøgende på hjemmesiden

Faktisk er det helt præcist 184.278 besøgende, hvilket er en stigning på 52% fra sidste år.

Vi hæfter os specielt ved, at stigningen i antallet af gæster og omsætningen er højere end stigningen i besøgende på hjemmesiden. Det er relevant, synes vi, fordi det indikerer to ting: Dels at vi (måske) lykkes med at få nogle gæster tilbage til Bornholm, som også bookede sidste år. Og dels at vi er blevet bedre til at markedsføre målrettet og dermed også mere effektivt.

Book Bornholm logo

86% bookede selv sin ferie

86% af vores gæster har selv stået for at booke sin ferie direkte og digitalt på Book Bornholm. Det er en stigning på 6% sammenlignet med sidste år. Det bevidner, at gæsterne bliver mere og mere digitale. Er I ikke allerede selv digitale, så bliv det.

Alle overnatningsaktører på Book Bornholm er integreret til sitet direkte, hvilket vi tror på gør det nemt for alle involverede; gæsterne, jer og os. Næste skridt er at få aktiviteter og oplevelser ombord på samme måde. Her er man ikke lige så langt som overnatningsaktørerne, hvor systemerne taler på tværs af platforme (ikke kun i Danmark, men i hele Skandinavien). Det kommer med garanti for oplevelser og aktiviteter, ligesom vi har set det ske for overnatning.

Vi kan kun anbefale, at man vælger at digitalisere sit udbud. Og at når man vælger system, at man vælger ét, der er integrerbart med eksterne kanaler – også Book Bornholm (til orientering hedder vores systemer Citybreak/iTicket/BookVisit).

Book Bornholm logo

135% flere gæster

18.832 gæster har rejst til Bornholm med Book Bornholm fra 1. januar til 18. september 2023.

Når vi sammenligner med samme periode sidste år, hvor vi sendte omkring 8.000 gæster til Bornholm, får vi en ekstremt høj procentuel stigning på intet mindre end 135%.

Antallet af gæster er ikke en succes i sig selv. Men heldigvis ser vi også en flot stigning i den økonomiske aktivitet knyttet til driften af Book Bornholm.

 

60% udenlandske gæster

Det er 4% færre end sidste år. Et lidt overraskende dyk, taget vores forventninger til året i betragtning. Og ikke mindst taget i betragtning, at vi i starten af 2023 åbnede op for bookinger af den tyske færgeforbindelse til Bornholm på vores hjemmeside og dermed kunne tilbyde en nemmere rejse til øen for vores naboer sydpå.

Det er ikke et mål i sig selv at sende et vis antal udenlandske turister til Bornholm via Book Bornholm. Men vi synes, at det er en vigtig opgave at appellere til dem. I forlængelse af vores indledning her på siden, tror vi på, at vi kigger ind i en større spredning af udenlandske turister de kommende år, så det ikke bare er de klassiske nærmarkeder, der besøger øen.

Book Bornholm logo

26 overnatningssteder og 9 aktiviteter

Sidste år genererede vi bookinger til 30 overnatningssteder. Vi har aktivt besluttet at vælge et par af vores samarbejdspartnere fra i år, og det er der flere årsager til.

Vi tror på, at det er vigtigt, at vores udbud er kurrateret, så de gæster, der kan lide indholdet på vores hjemmeside og sociale medier, også stoler på kvaliteten af udvalget af overnatning og oplevelser på Book Bornholm.

På trods af at der er lidt færre overnatningssteder at vælge mellem, har vi øget omsætningen med 37%, når det kommer til overnatningsrelateret omsætning.

Som noget helt nyt i år har vores gæster kunne booke billetter til oplevelser. Her har vi lykkedes at give bookinger til i alt ni leverandører. Det er i sig selv flot, men vi kan se, at det økonomisk ikke har været stort. Vi er dog fortrøstningsfulde og tror på, at det blot tager tid, før gæsterne vænner sig til, at de nu vitterligt kan booke alt til sin ferie på Book Bornholm.

Overvejelser og efterspurgte produkter

Her deler vi nogle af vores iagttagelser og overvejelser i forhold til udviklingen af Book Bornholm og vores gæsters efterspørgsler i 2023.

Ophold og pakker

Vi ser et klart voksende potentiale i cykelophold. Vi har alle dage ment, at Bornholm egner sig særdeles godt til at blive oplevet på to hjul, fordi afstandene er passende, og ikke mindst fordi man kommer hele øen rundt. Og skulle gæsten finde sig et eller flere yndlingssteder undervejs, så er der gode muligheder for at komme igen.

Førhen blev de fleste cykelophold booket med overnatning på et vandrerhjem. Men i dag ser vi en større spredning over alle overnatningstyper i forbindelse med cykelferier. Det har været en smule overraskende for os, og måske også for jer?

Ligesom vi har tre cykelpakker af varierende længde på Book Bornholm i øjeblikket, håber og tror vi på, at vi kan gøre det samme med vandring. Selvom afstanden rundt om øen er den samme, kræver det af gode grunde flere stop og overnatninger undervejs.

For at komme i mål med at tilbyde vandrepakker, mangler vi dog én ting: Overnatning i Hasle! Vi håber, at vi kan få det løst i løbet af efteråret, så dem der vil vandre, også får mulighed for at booke via Book Bornholm.

I løbet af året har vi også testet et weekendophold, hvor gæsterne bor to nætter på Bornholm på to forskellige steder. Det er blevet taget godt imod. Vi synes, at vi har fået et flot antal bookinger af opholdet, og gæsterne mener at synes, at produktet er godt!

 

Tyskland og Sydeuropa

I løbet af maj fik vi endelig integrationen på plads, så vores gæster nu kan booke færgeoverfarten fra Sassnitz til Rønne samtidigt med resten af deres ferie.

Det var nogle måneder senere, end vi havde håbet og planlagt, men sådan er det med teknik. Og selvom vi kom lidt senere i gang, har vi stadig kunne nå at gøre os nogle erfaringer.

Blandt andet bemærker vi, at tyskerne gerne vil opholde sig på øen i lidt længere tid og derfor søger en anden type overnatningsform end den, vi umiddelbart har på Book Bornholm.

I efteråret vil vi derfor undersøge, om ferielejligheds-folket derude på øen kunne have interesse i at samarbejde med Book Bornholm. Vi kan se, at der er mange små selvstændige aktører, som indretter ferielejlighederne personligt og med fokus på nærhed. Det synes vi er et interessant mix, som vi allerede er begyndt at kigge ind i.

Book Bornholm logo

Hvad skal der ellers ske?

Lad os tage et kig på nogle af de ting, vi arbejder på i øjeblikket, og som vi tror, du også vil finde interessante.

Bornholms Tekniske Samling

Data og segmentering

Uden det skal lyde som noget fra en kedelig forelæsning, så kan vi se, hvor vigtigt data og segmentering er og bliver.

Vi har fået adgang til et stærkt værktøj (synes vi selv), som vi tror kan løfte både os og jer. Måske i særdeleshed alle de aktiviteter og oplevelser, der kan bookes på Book Bornholm.

Fremadrettet kan vi nemlig segmentere vores gæster ud fra deres adfærd og køb på hjemmesiden. Og som noget helt nyt kan vi også nemt kommunikere med dem på baggrund af netop disse segmenteringer – både på mail og telefon. Det betyder fx, at hvis det regner en sommerdag på Bornholm (utænkeligt!), så kan vi sende en sms ud til alle vores gæster, der befinder sig på øen lige netop dén dag med anbefalinger til oplevelser og mulighed for at booke billetter via telefonen, mens de kigger ud ad vinduet, og vejret er allermest gråt.

Det var blot ét eksempel på, hvordan vi fremadrettet kommer til at kommunikere mere målrettet med vores gæster, både før, under og efter deres tur til Bornholm. Vi har mange andre gode idéer og glæder os til at se effekten.

Dagligstue i privat hjem

Korttidsleje

I forlængelse af tyskerne (og resten af sydeuropæernes) foretrukne overnatningsform, kigger vi også ind i at kunne tilbyde bornholmerne et lokalt alternativ til korttidsudlejning.

Selvom Airbnb er store og gode, forestiller vi os, at mange kunne foretrække et lokalt alternativ. Lidt ligesom mælken i køledisken.

Vi prøver i hvert fald med erfaring fra Sverige at etablere muligheden for, at den lokale husejer kan udleje sit hus eller lejlighed, når de selv er på ferie. Det er uanset, om det er to uger i sommerferien eller en weekend i marts.

For os er korttidsudlejning som med de andre produkter og services, vi tilbyder på Book Bornholm: Vi synes og tror på, at jo flere bookinger, der kan laves hos os – en lokal aktør – i stedet for hos de internationale platforme, jo bedre. Det betyder nemlig flere penge i kommunekassen, flere lokale arbejdspladser og mere lokal vækst.

Vil det så sige, at vi kan udkonkurrere Booking.com og Airbnb? Nej, på ingen måde. Men vi tror på, at det lokale alternativt er essentielt, både for gæsterne, leverandørerne og for samfundet.
 

Har du spørgsmål?

Vi ved, at vi har skrevet rigtigt meget her på siden. Selvom vi har forsøgt at formulere os så tydeligt som muligt, kan der alligevel være spørgsmål til noget af det, vi har fortalt.

Hvis du har spørgsmål, så vil vi hellere end gerne svare. Og hvis du har input, gode idéer eller andet, du vil dele med os, så er vi meget nysgerrige på at høre!

Send os en mail

Du kan også ringe til os på +45 6991 1621