Bil, bus og taxa på Bornholm

De bornholmske landeveje

Bornholm er en lille størrelse når det kommer til trafik på vejene. Vejenes størrelse giver en naturlig begrænsning for hastighed og trafik. Vi har samlet lidt nødvendig information til dem der ønsker at tage sig rundt på Bornholm i bil, taxa eller bus.

Bil

Hastighedsbegrænsningerne på Bornholm er de samme som i resten af Danmark. Man må køre 80 km/t på landevejene og 50 km/t i byerne, hvis der ikke er skiltet på anden vis. De store veje som forbinder byerne på øen følger primært kyststrækningen hele vejen rundt.

Der er et par tværgående vej henover øen. Primært fra Nexø til Rønne via Åkirkeby og fra Rønne til Gudhjem via Østerlars, hvor der er meget trafik (I Bornholmske målestok).

Derudover er der selvfølgelig et stort netværk af mindre veje rundt om på øen. Vi anbefaler altid, at folk lægger mobil og GPS væk, og blot lader sig følge af naturen. Det er umuligt at fare vild, da man næsten altid ser havet. Derfor brug de mindre veje, oplev øen, og så gør det ikke noget, at man farer vild en gang imellem.

Bus

Busselskabet på Bornholm hedder BAT. De sørger for de gule busser der kører rundt på øen, samt bybusserne i Rønne.

I byerne er der markerede zoner for af- og påstigning. Udenfor byskiltene kan rejsende stå på overalt, det kræver blot et vink, så kører chaufføren indtil siden.
Busserne kan medtage fem almindelige cykler, hvilket er til stor glæde for cykelturister, der måske har overvurderet afstandene mellem to byer, eller simpelthen er blevet for træt langs ruten (Se vores anbefalede cykelruter her).

Billetter kan købes ombord på bussen (kontant) samt udvalgte butikker på øen. Derudover kan man købe mobilbilletter via Rejseplanens App.

Taxa

Desværre er der ikke mange vognmænd tilbage. Dem der er tilbage er taxa 4 x 48. Der rådes over 15 biler, hvor af 8 af dem er med lift. Kontoret der tager mod taxabestilling ligger på øen, men i weekendender og aftentimer stilles telefonen om til en fælles central udenfor København.

Dette har flere gange ledt til udfordringer med at finde frem til eksakte adresser. Dette skal man være opmærksom på, når man bestiller.